Tilbage i Danmark

D. 14. juli satte vi os i flyveren for at vende tilbage til Danmark. Det var vemodigt at sige farvel til vores dejlige venner i Tegus, men da vi landede i Billund d. 15. juli var det også skønt at se familie og venner igen.
Det sidste halve år har været en rejse, der har ført os gennem hele følelsesregisteret. Det har været udfordrende, spændende, hårdt, sjovt, sørgeligt, opløftende, men alt i alt en kæmpe stor oplevelse, som vi aldrig vil glemme. Vi vil gerne takke jer alle for jeres støtte i den tid, vi har været væk.
Inden afrejse nåede vi at holde en uges ferie på en lille ø, Utila, i det Caribiske hav. Vi havde planlagt to uger, men pga. den politiske situation, stoppede busserne med at køre i nogle dage, så vi kom ikke afsted som planlagt. Men vi fik dog en uge med afslapning, dykkerkursus og omstilling.
Vi vendte derefter tilbage til Tegus to dage før afrejse for at få sagt ordentligt farvel. Vores venner ville også sige ordentligt farvel, så de havde arrangeret et surprise-party for os. Det var en stor overraskelse. Det mest rørende var, at vores gode ven Melvin havde sparet penge sammen for at kunne købe ind og lave mad til alle. Det berørte os dybt...
Vi tænker fortsat meget på alle de dejlige mennesker, vi har mødt og lider stadig lidt af jetlag. Så der går nok lige et par dage, før vi rigtigt er landet i Danmark. Så er det godt, vi har lidt ferie, før vi starter på arbejde igen...

Det er godt nok ved at vaere et par uger siden, men d. 24. maj flyttede vi ind i volonbtoerlejligheden. Her er der billeder af vores stue, vores foerste gaester; Cathrine og Bent, og vores sovevaerelse. Vi nyder, at vi nu har vores eget hjem:)

Street ministry

Torsdag aften står på street ministry, når der er teams fra staterne eller andre besøgende i Alvins hus, hvilket der som regel er. Det foregår rent praktisk sådan, at vi smører en masse sandwich og blander 10 gallon saftevand. Derefter tager vi afsted med Alvin i hans ”van” og stopper 4-5 steder i byen, hvor gadebørnene plejer at holde til. Vi er altid ved nationalstadionet, floden, som deler byen i to, og en gade nær Alvins kirke, hvor mange af pigerne, der lever på gaden, sælger sig selv. Det er altid utrolig hårdt at være afsted, for man kan ikke lade være med at have medfølelse for de stakkels sjæle, der nat efter nat tilbringer livet utrygt på gaden.

Men det er fantastisk at se, når vi for eksempel holder ved broen ved stadionet, og Alvin har dyttet et par gange, hvordan mennesker, som ikke har meget at smile af, kommer frem og råber: ”Papi Alvin, papi Alvin”. De kommer smilende, giver knus og vil gerne snakke. Hvis nogen gik en tur på gaden om natten, specielt os hvide mennesker, er jeg sikker på, at de ville blive berøvet eller det, der er værre. Men når vi er med Alvin, sker der ikke noget, for alle kender ham, og alle ved, at han er i byen for at hjælpe dem.

Vi har været med på gaden en del gange nu, og gadebørnene er begyndt at genkende os og kommer hen og snakker og fortæller deres historier. Det er ikke småting, de fortæller, og det er ikke for sjov, de er løbet væk hjemmefra. Mange af børnene er blevet misbrugt af deres forældre eller andre familiemedlemmer, på den ene eller den anden måde.

På denne måde skaber Alvin relationer med gadebørnene og inviterer dem hen i hans kirke, hvor der er bibelundervisning, lovsang, syning og frisørskole, ”almindelig” gudstjeneste, vidnesbyrd og meget meget mere. Dette giver dem et håb om en bedre fremtid væk fra gaden, men også en lang kamp for ikke at falde tilbage til livet på gaden. Flere børn, der i en periode har været væk fra gaden, vælger desværre at vende tilbage til livet der. Det er ofte afhængigheden af lim, der driver dem tilbage. De sniffer stærk skolim eller trælim for at få følelsen af sult og kulde til at forsvinde, og den gør dem meget afhængige.

Alvin siger, at 1 ud af 80 klarer sig!

 

Sponsorbreve

Nu er jeg ved at være igennem ca. 100 spnsorbreve, som jeg de sidste par uger har arbejdet med.

I de 2 Feedingcentre er der ca. 100 børn, som hver har en sponsor. At de bliver sponsoreret betyder, at de to gange om dagen, morgen og middag, kan komme og få mad på et af de 2 Feedingcentre. Samtidig får de også betalt deres skolegang med alt, hvad der tilhører, dvs. uniform, skrivehæfter, bøger og alt, hvad man har brug for i et penalhus. Her i Honduras er de nemlig ikke så heldige at få betalt deres skolegang af staten, som vi gør i DK. Der er derfor mange fattige, som ikke har råd til at betale for at få deres børn i skole, og det er en af de ting, som Manos gerne vil gøre noget ved. Under Manos er der derfor et "Child sponsorship program".

To gange om året skal børnene skrive et brev til deres sponsor, hvor de ofte takker for den hjælp, de har fået, og der skal sendes et billede med af det enkelte barn. Den opgave fik jeg, så jeg har kørt frem og tilbage mellem Feedingcentrene de sidste par uger for at få børnene til at skrive breve og for at tage billeder af dem.

Efterfølgende har jeg oversat brevene fra spansk til engelsk, hvilket har taget mere tid, end jeg regnede med, da mit spanske ikke er 100 %. Men takket være Google Translater, er brevene nu oversat og ved at være klar til at blive sendt afsted.

Hvis du kunne være interesseret i at sponsorere et barn i Honduras, og dermed hjælpe det til at få en lysere fremtid, så tjek dette link: http://www.mehonduras.org/csp/forms/children_select.php

Costa Rica

I sidste uge var vi nødt til at tage ud af landet for at få fornyet vores visum, da det skal fornys efter 3 måneder. Så vi tog til Costa Rica, hvilket vi ikke har fortrudt.

Vi tog bussen, så det tog lige små 16 timer at komme frem, men det var billigt:)

Vi tog til en lille by, Manuel Antonio, som ligger ved "The Pacific Ocean". Vi lejede os ind på et lille hyggeligt hotel i regnskoven, og vi behøvede kun at gå 50 meter gennem faunaen, så var vi på den smukkeste bountystrand. Udenfor vores dør boede der masser af aber og liguaner.

Udover at nyde hinanden, stranden og det gode vejr, var vi på to ture. Den ene tur var en times gåtur gennem junglen med guide. Han var en sand naturkender, så vi fik set en masse spændende dyr, som vi aldrig har set før.

Den anden tur var også en tur gennem junglen, men set fra luften. Vi fløj over junglen på 11 svævebaner - Nogle længere end andre, nogle hurtigere end andre og nogle højere end andre. Den længste var 480 meter. Det var vildt, men vildt sjovt. Og jeg (Anja) tror faktisk, at jeg har over vundet min højdeskræk, for det var slet ikke så skræmmende (tak venner og familie, fordi i kurerede mig ved at give mig et faldskærmsudspring:)

Nu er vi så godt tilbage i Tegusigalpa og igang med arbejdet igen. Idag er vi flyttet ind i Cathrine og Bents hus ( et dansk par, som bor og arbejder i Tegus). De har et midtvejscenter, hvor der bor 8 teenagepiger, som skal sluses ud i den virkelige verden fra børnehjemmet Emmanuel. De hjælper dem på vej med undervisning og arbejde, så de i nærmeste fremtid kan flytte i egen lejlighed og klare sig på egen hånd.

Men Cathrine og Bent er idag fløjet til Danmark, hvor de bliver i ti dage, og vi har så lovet at se efter deres hus og pigerne, indtil de vender tilbage.

Det er endnu en ny og spændende udfordring...

Et lille hus blev saa fint...

I sidste uge var jeg og en anden volontoer hjemme ved en aeldre dame fra kirken og hjaelpe hende med at bygge til hendes hus og reparere lidt paa det gamle. Hun er meget fattig og bor i huset sammen med sin voksne soen, som er arbejdssoegende og hendes barnebarn som hun tager sig af. Det har vaeret vildt fedt at arbejde der for hende, for hun er saa taknemmelig og glad for det nye hus. Alvin har koebt alle byggematerialer til huset for nogle penge han har faaet gennem gaver.

Kasitas Kennedy

Har vi nogensinde fået fortalt om Kasitas Kennedy, et statsejet børnehjem i Tegucigalpa?
Vi gør, hvad vi kan for at tage derhen og hjælpe en gang i ugen. Der bor ca. 80 børn i alle aldre, og der er desværre ikke mange voksne til at tage sig af dem.
Børnene er på børnehjemmet, fordi deres forældre ikke kan tage sig af dem eller for at beskytte dem fra deres forældre, f.eks. er der børn, der bliver placeret der, fordi de ellers vil blive udsat for incest i hjemmet.
Børnehjemmet fungerer som en mellemstation, og det er ikke meningen, at børnene skal være der særlig lang tid, kun indtil der bliver plads til dem på et af de privatejede børnehjem. Desværre kan det godt tage flere måneder, før der bliver fundet en plads til det enkelte barn, og i mellemtiden er deres liv en form for opbevaring.
Ofte er det politiet, der kommer og afleverer børnene til børnehjemmet, fordi de enten har fundet dem på gaden, eller af en eller anden grund har været nødt til at fjerne dem fra forældrene.
I mandags, da vi tog på arbejde i Kasitas, oplevede vi, at to børn blev afleveret af politiet. Vi var hos babyerne, da der blev banket på døren. Døren blev åbnet af en af de ansatte, og to grædende drenge-brødre, blev afleveret ved døren. Den ældste af drengene lå på gulvet og vred sig, ville ikke have, at nogen tog ham op, den anden blev puttet direkte i bad grædende og fik derefter rent tøj på, mens storebroderen så kom i bad. Han havde nogle sår forskellige steder på ryggen.
De andre børn i huset var meget intresserede i de nye børn og ville alle tæt på den ældste af drengene, men han pressede sig op af væggen og så forskræmt ud.
Ingen ved noget om, hvor drengene kommer fra, hvad de har oplevet, og hvor lang tid de skal være på børnehjemmet. Dette er de vilkår, personalet må arbejde under.
Vi blev begge meget berørt af situationen. Det var svært ikke at fælde en tåre.

Hospitalsbesøg

Sammen med nogle piger fra USA tog jeg en dag i påskeugen på hospitalet for at besøge kvinderne og deres nyfødte babyer på fødegangen.

Vi havde tøj, bleer og tæpper med til alle. Når man som kvinde kommer ind for at føde, skal man betale 100 limpira (ca. 30 danske kroner) for at få lægehjælp. Når barnet er født, får moderen en seng og ikke meget mere end det. Hun skal selv medbringe tøj og bleer. Det er desværre ikke alle mødrene, der har råd til det, og så må deres nyfødte baby ligge i et tyndt stykke stof. Kan du forestille dig, hvordan det ret hurtigt kan blive beskidt?

Derfor kom vi med disse sager til de nybagte mødre og vi snakkede lidt med dem om, hvordan de havde det, og hvordan deres barn havde det. Mange af mødrene var meget unge, ned til 15 år. Og det ser man ofte her i Honduras.

Vidste du, at bananer vokser opad?! Skoert:)

Vores nyeste eje

Saa er det vist ved at vaere paa tide, at vi lader hoere fra os igen. Vi har i lang tid overvejet at koebe en motorcykel, da det vil blive meget nemmere for os at komme rundt uden at vaere afhaengig af andre. Saa det er sket. Vi er nu blevet de heldige ejere af en splinterny lille motorcykel paa 150 kubik. Det er ikke meget, men hovedsagen er, at den kan fragte os rundt. Og saa betalte vi kun 19.000 Limpira for den, hvilket er ca. 6000 danske kroner. Vi har derfor ogsaa beslutttet, at vi vil donere den til projekt Manos efterfoelgende. Saa har de kommende volontoerer ogsaa noget at koere rundt paa.

El Vino

Klinik i landsbyen El Vino. Laes mere nedenfor.

Sommerteam i Honduras

Hej derude

Tjek denne video ud om Impact Sommerteam. Ansoegningsfristen er forlaenget til d. 15. april.
Det kunne jo vaere, at det lige var noget for dig:)

http://www.youtube.com/watch?v=VRec_mrMjpw

Wouw...

...Det har vaeret en vild uge.
Vi har som sagt haft besoeg af et laegeteam og et konstruksionsteam fra Staterne.
Jeg har haft den aere at foelge med laegerne og sygeplejerskerne rundt i denne uge, og det er sandelig ikke gaet stille for sig.

Tirsdag og onsdag var vi paa de to feedingcentre, hvor laegerne skulle konsultere de voksne og boernene i omraadet. Jeg fik disse to dage til opgave at vaere apoteker, til trods for, at jeg ikke har forstand paa medicin og ikke er uddannet til at dele medicin ud. Men nu var det jo lige det, der var brug for. Heldigvis havde jeg en sygeplerske ved min side, som kunne hjaelpe mig paa vej, og i loebet af de to dage blev jeg en del klogere paa medicin, hvilket kun var godt, for fredag toppede det hele...

...Teamet, en anden dansker og jeg tog ud til en lille bitte landsby; El Vino, langt lang ude paa landet. Beboerne her havde faaet at vide, at der ville komme tre laeger til byens skole, og de kunne saa moede op med, hvad de nu fejlede. Ude i de fattige landsbyer har man ikke mulighed for at gaa til laege, naar man er syg. Nej, man gaar til laege naar der kommer en laege.
Da vi ankom kl. 10.00, kunne vi se en koe saa lang, at vi taenkte, det var umulig at naa alle disse mennesker paa en dag. Den foerste time maatte jeg derfor undvaere min meget vigtige samarbejdspartner, sygeplejersken. Hun var noedt til at tage sig af nogle patienterne til at starte med. Saa der stod den lille dansker, Anja, helt alene i det lille apotek. Der var virkelig tryk paa, og jeg var helt forvirret. Men folk fik deres medicin - den rette medicin:)

Da kl. blev 17.30 var der ikke flere patienter. Laegerne havde tilset 230 i loebet af dagen. Nogle af patienterne var kommet langvejs fra. Flere af dem havde gaaet i over en time for at naa frem og se en laege. Ja nogle var endda moedt op allerede kl. 6 om morgenen og havde sat sig til at vente.
Vi var alle meget tratte, da vi koerte hjem, men ogsaa meget glade. Sikke en fantastisk dag.

-Anja

Arbejdsopgaverne...

Vi er nu ved at faa klarlagt vores "arbejdsopgaver" ved Alvin og hans kirke.

Anja skal, udover at hjaelpe til med alle Alvins projekter, arbejde i feedingcenter 1 og vejlede laereren der, ift. hvordan man omgaas boernene og hvilke aktiviteter hun kan lave med dem. Denne laerer er 19 aar og har vaeret paa boernehjem hele livet og har ikke de samme forudsaetninger for at forstaa boernene, og hvordan de handler. Det goer det heller ikke nemmere, at hun selv staar med 20 boern i alderen 3-5 aar.

Jeg skal hjaelpe med praktiske ting i Alvins hus hus, saasom lave en lejlighed, male, lave hylder, el m.m. Ellers skal jeg hjaelpe ham med det, han lige ringer om og mangler nogen til akut Det kan vaere alt muligt. Naar jeg gaar i seng, er det ikke sikkert, at jeg ved, hvad naeste dag byder paa.

Ellers er det meningen, at vi skal komme i det offentlige boernehjem mindst en gang i ugen og ellers komme rundt paa de forskellige projekter, som Alvin arbejder med og hjaelpe der. Naar der kommer teams fra USA og Canada, hvilket der ofte goer, skal vi hjaelpe med at faa det til at glide. Jeg skal for eksempel foelges med et konstructionsteam i naeste uge. Vi skal bygge "huse" til dem, der traenger allermest. Der er ogsaa et laegeteam lige nu, som Anja skal hjaelpe. Laegerne skal undersoege boernene, der kommer i Feedingcenterne.

Dette er planen lige nu, men som sagt, saa kan det vaere, at der er brug for, at vi hjaelper med noget andet den paagaeldende dag. Saadan er arbejdet i Manos Extendidas:)

Lossepladsprojekt

For nogle dage siden var vi ude at besøge et lossepladsprojekt. Det er virkelig et fantastisk og meget vigtigt projekt som en præst har startet op. Han vil gerne forsøge at få folk væk fra lossepladsen. Det er nemlig sådan at på lossepladsen bor der 200 mennesker og oveni det, kommer ca. 800 til hver dag for at samle skidt og møg, som de kan sælge og tjene penge på. Denne præst har derfor sørget for at bygge en skole, hvor børnene, som bor på eller i nærheden af lossepladsen kan komme og få undervising. Det er håbet, at de derved kan få en uddannelse så de kan få et job, som er bedre end at samle skrald. Tidligere ønskede børnene på lossepladsen at blive chauffører i en skraldebil, hvilket var det mest eftertragtede job på lossepladsen, men nu ønsker de i stedet at blive ingeniører, profesionelle fodboldspillere eller andet.
Vi tog med præsten ud på selve lossepladsen for at give menneskene der kaffe og brød. Det var et ubehageligt syn, der mødte os. Det så ud som om, at skraldet var levende, men det var simpelthen fordi, at der gik mennesker og gribbe rundt overalt. Når der kom en skraldebil og læssede skrald af, væltede alle folk sig over skraldet for måske at finde noget, der er værd at sælge. Præsten fortalte os, at det helt store hit er, når der kommer en lastbil med kyllingeaffald. De stakkels fattige mennesker har ikke råd til mad, så de samler kyllingeaffaldet sammen og koger suppe på det.
Mødrene med små babyer finder en papkasse, som de kan efterlade deres barn i, mens de går rundt og roder i skraldedyngerne.
Flere af pigerne på stedet sælger sig selv for sølle 50 cent. Det er kun ca. 3 danske kroner. Det var svært at lade være med at fælde en tåre eller to, da vi stod derude og så, hvordan de lever. Så det er så stort, at der er en præst, der har startet dette projekt for at hjæpe så mange som muligt og så tidligt som muligt. Desværre har han ikke penge nok til at hjælpe alle, men Gud har hjulpet ham fra nul til meget og han bliver ved med at tro på, at Gud nok skal sørge for det hele.

Heeeejjjj

Saa er der lige lidt tid til netcafe, saa det skal bruges til en hilsen. Hej.

Anja er taget paa feedingcenter med Anna, for at hjaelpe med at oversaette (engelsk/spansk) til et moede og vaere sammen med boernene.

Vi er ved at lurer hvordan vi skal hjaelpe til her paa de forskellige projekter, det er vild spaendende bare at komme rundt og proeve at lave et eller andet med boernene/de unge eller hjaelpe til med det praktiske de forskellige steder.

Den anden dag var vi paa det offentlige boernehjem hvor boerne kommer foerst inden de skal paa de "rigtige boernehjem". Der er en hel del boern og ikke saa mange voksende. Man kan sige det saadan, at der kunne vi bruge meget tid til at hjaelpe, det er der viekelig brug for.

I morgen regner soeren og jeg med at tage til Ungdomsfaengslet og vaere sammen med de unge der. Men nu er det jo Honduras saa man skal ikke regne med noget det kan blive lavet om mange gange, naa vi skal over og spille fodbold med nogle drenge et andet sted saa jeg vil smutte igen.

Haaber i har det godt i DK og snart faar en masse foraar...

Hola...

Endelig Honduras

Vi er saa smaat kommet igang med arbejdet hos Alvin og Hans familie. Alvin har vi dog ikke moedt endnu, da han foerst kommer tilbage fra USA paa loerdag. Men han har i hvert fald den dejligste familie, som bare tager imod en med aabne arme. Deres hjem er vores hjem. Da vi ankom, hentede Cathrine og Bent os ved busstationen. Hos Alvins familie var der to andre danskere, Anna og Soeren og ogsaa tre amerikanere, da vi ankom. Amerikanerne er der for at male volontoerhuset. Det har vi saa hjulpet dem med her mandag og tirsdag. Torben har ogsaa baaret en masse sten, som skal bruges til en volontoerlejlighed, der er under opbygning.

Loerdag malede vi ogsaa lidt af dagen, men om eftermiddagen var vi for foerste gang paa besoeg paa et af Alvins Feedingcentre, hvor vi legede lidt med boernene. Sikke mange boen og ikke saerlig mange voksne. Men det mest karakteristiske ved boernene er, at de er saa glade og taknemmelige for, hvad de har. Og det er paa trods af, at de bor i slummen og er meget fattige.

Soendag var vi igen i kirke, og da gudstjenesten var forbi, hjalp vi med at dele skoleudstyr/-toej ud til boernene fra slummen. Her skal man have en skoleuniform for at kunne gaa i skole, og det er der mange familier, der ikke har raad til. Foraeldrene havde i forvejen soegt om dette og kunne saa komme og afhente det i kirken. To familier moedte ikke op for at afhente tingene. Maaske havde de ikke engang penge til at tage bussen indtil byen, hvor kirken ligger. De familier, der moedte op var meget glade og taknemmelige for de sponsorerede ting.

Lige nu er vi inde i Tegucigalpa centrum sammen med Anna og Soeren. Vi skal til en gratis jazzkoncert sammen med nogle andre, hvoraf den ene har foedselsdag. Selvom vi ikke kender hende, er vi inviteret til hendes foedselsdag paa fredag. Ja og loerdag er vi blevet inviteret til bryllup i kirken. Og vi har kun moedt parret en enkelt gang i kirken, hvor vi lige hilste paa dem. Det er simpelthen saa fantastisk, saa gaestfrie Honduranerne er.

Ambulance

Tøhø...

Ikke for folk over 1,7m

Sidste weekend i Antigua

Nu er det weekend, og vi har kun tre skoldedage tilbage. Som tiden dog flyver. Men vi må sige, at vi glæder os helt vildt til at komme til projektet ”Manos Extendidas”. Det bliver fedt at komme i gang med arbejdet og få brugt noget af det spanske, vi har tilegent os, de sidste tre uger.
Fredag d. 13. var vi på eskursion med vores lærereJ Vi besøgte en kaffeplantage, -fabrik, -museum. Vi synes det var spændende og meget rart med en anderledes skoledag.
Der er ingen tvivl om, at kaffen her er meget mere frisk end i DK, for den smager bedre og helt anderledes.

I morgen, den sidste søndag i Antigua, bliver vi hentet af en af lærerne fra skolen. Hun har tilbudt, at vi kan komme med i hendes kirke, hvor gudstjenesten foregår på både spansk og engelsk.

Ellers slapper vi bare af og nyder den sidste weekend her, samt læser og øver de spanske gloser.

Lago Atitlan

Varm weekend

Så gik endnu en weekend i Antigua. Weekendvejret var fantastisk - 20-25 grader.

Så søndag brugte vi ved Largo Atitlan, som er en stor sø med klart blåt vand, omgivet af vulkaner og andre bjerge.

Vi tog afsted søndag morgen kl. 7. Turen til Atitlan tog to timer, og vi takker Gud for, at vi nåede godt frem...og tilbage igen. Vores chauffør kørte som en brækket arm, og vejene var meget ujævne og snoede. Hvis vi kiggede ud af vinduet, kunne vi meget af turen se ned i en dyb dal, så det var godt, at vi blev på vejen.

Men det var hele turen værd...Atitlan er utroligt smuk. Efter en god omgang prutten om prisen, fik vi lejet en båd og blev sejlet tværs over søen. På den anden side af søen var nemlig en strand, hvor vi tilbragte to timer. Det bedste af det hele var, at vi havde stranden helt for os selv.

Vores bådfører sad tålmodigt i sin båd og ventede på, at vi nød de to timer på stranden.

Han sejlede os tilbage, og vi brugte det sidste af dagen på at kigge i de forskellige souvenirsboder, som er alle steder, hvor der er turister.

Kl. 18 søndag aften vendte vi tilbage til Antigua - meget mere røde, end da vi tog afsted.

1 uge på sprogskole...

Så er første uge på sprogskole overstået og nu snakker vi begge flydende spansk :) Men lige for at pudse udtalelserne helt af, har vi valgt at være her i Antigua, Guatemala i 2 uger mere.

Vi har nogle gode spansklærere, der også kan lidt engelsk, så det går godt fremad. På billederne sidder jeg (Torben) i mit lille "klasselokale" og bliver undervist af Marco. Anja står sammen med hendes lærer Lupe.

Spanskskolen: http://www.bestspanishlesson.com/

Vi tager bussen til Honduras den 19/02. Vi vil se Copanruinerne på vejen til Honduras, så vi vil nok være i Tegucigalpa i Honduras den 20/02, klar til at tage fat.

Lidt stemning

At gå på lava

Det er søndag morgen. Klokken er 5.15 i Antigua. 5 danskere (Joachim, Simon, Kira, Torben og Anja) står ud af deres senge for at gøre sig klar til at drage mod vulkanen Pacaya. De bliver afhentet i minibus foran deres hus kl. 6.00. Turen mod vulkanen varer to stive timer på meget ujævne veje.

Nedenfor vulkanen får de 5 spændte danskere tildelt en spansk guide, som følger dem på hele turen, som er en lang og stejl gåtur på to timer. Men turen er det hele værd. Fra Pacaya er den mest fantastiske udsigt og tænk sig, de får lov at opleve at gå på lava. Jorden på vulkanen er gold, alt er sort. De 5 unge danskere må være forsigtige ved bestigning af vulkanen, da det størknede lava er skarpt som knive.

Danskerne fryser en smule, da det stadig er tidlig om morgenen, og de er oppe i ca. 2300 kilometers højde. Men da de når så langt op af vulkanen, som det er muligt, begynder der at brede sig en varme omkring dem. Vulkanen er nemlig aktiv og flere steder er lavastenene varme. Ja nogle steder endda glødende. Det er så varmt at gummisålerne på deres sko begynder at smelte.

Halvanden time efter, står de 5 danskere igen nedenfor vulkanen. Sikken en oplevelse tænker de alle:)

Antigua

Lidt nyt fra Antigua i Guatemala kl. 16.15/23.15.

Her er simpelthen så fedt på den anderledes måde her i Antigua. Ingen stress og jag, glade mennesker, børn, der leger på gaden og meget mere. På en måde er det skønt ikke at være afhængig af mobiltelefon (her virker vores telefoner ikke), tv og andre medier. Vi har kun internetmulighed på skolen, hvor vi forsøger at lære spansk, så når vi er gået hjem er der kun spil og samtaler til rådighed. Det er simpelthen så hyggeligt.
Vi har nu gået i skole i to dage og med hver sin lærer i 6 timer om dagen, når vi alligevel at lære en del hver dag. Jeg har også en stor lyst til at kunne lære spansk, da det er meget svært at kommunikere med familien, vi bor hos og andre mennesker i byen.
Familien vi bor hos er så søde. De prøver at gøre alt, hvad de kan for at gøre sig forståelige på spansk, de laver varm mad til os tre gange om dagen og de reder vores seng samt ordner badeværelset. Det er faktisk den rene luksus.

Og hov idag blev det pludselig min fødselsdag. Ja faktisk startede den igår, da de på skolen fandt ud af, at jeg har fødselsdag idag. Igår havde de nemlig købt en velkomst-"pastel"(kage) til os. Så fik jeg den helt store fremtræden med fødselsdagssang på spansk.
Idag startede dagen med, at Torben, Kira, Simon og Joachim (tre andre danskere, der rejser med Impact og bor hos den samme familie) stod udenfor døren til vores værelse og sang fødselsdagssang, mens de viftede med danske flag. Det var da en god begyndelse:)
Men det blev endnu bedre, da jeg læste de breve, jeg havde fået med hjemme fra min familie. Tusind tak familie-De var så dejlige at læse. Også tak for alle de andre hilsner jeg har fået på mail og på Facebook. De varmede allesammen.

Apropo varme, så er her ca. 25 grader, hvilket jeg aldrig har oplevet på min fødselsdag før. Så har jeg også prøvet det:) Det er jo, hvad jeg har ønsket mig hele min barndom...

Familien vi bor hos havde i morges været ved bageren for at købe nogle specielle kager, fordi jeg har fødselsdag...Hvad kan man ønske sig mere?!?
Ja, så det har været en hyggelig men anderledes fødselsdag indtil nu.
Vil nu tage hjem til familien og bare slappe af resten af dagen. God weekend derude!

Adios amigos - Anja

Livstegn...

Anja og Lilly havde planlagt turen til Kastrup, så vi stod op kl. 04.00 tirsdag morgen. Selvom der var en lastbil, der havde tabt grus udover Køgemotorvejen, så vi holdte i kø i en halv times tid, kom vi alligevel til lufthavnen kl. 06.50. Det var jo meget rart, når nu vi skulle flyve 10.40 J

Vi ankom til hotellet i Miami kl 04.00 dansk tid eller 22.00 Miamitid, med kun en ud af 4 kufferter (heldigvis min). Så Anja måtte nøjes ned en toilettaske med herredeo og mine boksershorts. Her skulle vi overnatte, inden vi skulle flyve videre til Guatemala næste formiddag, hvor Miami Airport påstod, at vores sidste 3 kufferter var sendt hen. Vi nåede lige på Mc D, inden vi røg under lagnerne, godt smadret efter en lang tur.

Da vi landede i Guatemala, fik vi alle 4 kufferter, og der stod en forvirret lille mand med et skilt med vores navne på. Han ville køre os til Antigua, hvor vi bor og går i sprogskole.

Nå nok for nu, vi ser hvad der sker
Hilsen Torben…

HandOverDay

Vi ved nu meget mere om Projekt Manos, som er navnet på det outreach arbejde, der er koncentreret om missionæren Alvin Anderson og kirken Manos a la obra - arbejdende hænder.
Vi skal bo hos Alvin og hans familie; kone, to døtre og to adoptivsønner, som bor i Tegucigalpa.
Hverdagen i Manos er præget af at være omskiftelig og uforudsigelig. Alvin har gang i mange forskellige projekter, så der er masser af arbejde for os som volontører.

Projekterne:

Besøg i ungdomsfængslet.
Besøg i Casitas Kenedy; et statsejet børnehjem.
Feedingcenters: De yngste børn fra slummen får mad, undervisning og mulighed for at lege.
Trade Schools: Gadebørn, som ønsker at komme i lære.
Kirken.
Opsøgende gadebørnsarbejde.

Vi er fulde af forventning og glæde over snart at møde Alvin og alle børnene.

En lille omgang info...

Vi er nu midtvejs i vores forberedelseskursus før afrejse til Honduras. Vores hoveder er fyldt helt op med en masse informationer, som har resulteret i, at vi er fulde af forventning og glæder os mere og mere til at rejse ud på projekt Manos Extendidas.
Den 27. januar letter vi fra Kastrup Lufthavn, mellemlander i London og ender i Miami, hvor vi skal overnatte, før vi, dagen efter, flyver til Guatemala. Måske man kunne se sit snit til at smutte forbi Miami Beach;)
I Guatemala har vi valgt at tage på sprogskole i tre uger. Spansk skal der læres! Måske det hjælper på det, at vi skal bo hos en lokal familie...
Når vi er blevet nogle spanske gloser rigere, tager vi en bus til Tegucigalpa; hovedstaden i Honduras.