Street ministry

Torsdag aften står på street ministry, når der er teams fra staterne eller andre besøgende i Alvins hus, hvilket der som regel er. Det foregår rent praktisk sådan, at vi smører en masse sandwich og blander 10 gallon saftevand. Derefter tager vi afsted med Alvin i hans ”van” og stopper 4-5 steder i byen, hvor gadebørnene plejer at holde til. Vi er altid ved nationalstadionet, floden, som deler byen i to, og en gade nær Alvins kirke, hvor mange af pigerne, der lever på gaden, sælger sig selv. Det er altid utrolig hårdt at være afsted, for man kan ikke lade være med at have medfølelse for de stakkels sjæle, der nat efter nat tilbringer livet utrygt på gaden.

Men det er fantastisk at se, når vi for eksempel holder ved broen ved stadionet, og Alvin har dyttet et par gange, hvordan mennesker, som ikke har meget at smile af, kommer frem og råber: ”Papi Alvin, papi Alvin”. De kommer smilende, giver knus og vil gerne snakke. Hvis nogen gik en tur på gaden om natten, specielt os hvide mennesker, er jeg sikker på, at de ville blive berøvet eller det, der er værre. Men når vi er med Alvin, sker der ikke noget, for alle kender ham, og alle ved, at han er i byen for at hjælpe dem.

Vi har været med på gaden en del gange nu, og gadebørnene er begyndt at genkende os og kommer hen og snakker og fortæller deres historier. Det er ikke småting, de fortæller, og det er ikke for sjov, de er løbet væk hjemmefra. Mange af børnene er blevet misbrugt af deres forældre eller andre familiemedlemmer, på den ene eller den anden måde.

På denne måde skaber Alvin relationer med gadebørnene og inviterer dem hen i hans kirke, hvor der er bibelundervisning, lovsang, syning og frisørskole, ”almindelig” gudstjeneste, vidnesbyrd og meget meget mere. Dette giver dem et håb om en bedre fremtid væk fra gaden, men også en lang kamp for ikke at falde tilbage til livet på gaden. Flere børn, der i en periode har været væk fra gaden, vælger desværre at vende tilbage til livet der. Det er ofte afhængigheden af lim, der driver dem tilbage. De sniffer stærk skolim eller trælim for at få følelsen af sult og kulde til at forsvinde, og den gør dem meget afhængige.

Alvin siger, at 1 ud af 80 klarer sig!

 

Sponsorbreve

Nu er jeg ved at være igennem ca. 100 spnsorbreve, som jeg de sidste par uger har arbejdet med.

I de 2 Feedingcentre er der ca. 100 børn, som hver har en sponsor. At de bliver sponsoreret betyder, at de to gange om dagen, morgen og middag, kan komme og få mad på et af de 2 Feedingcentre. Samtidig får de også betalt deres skolegang med alt, hvad der tilhører, dvs. uniform, skrivehæfter, bøger og alt, hvad man har brug for i et penalhus. Her i Honduras er de nemlig ikke så heldige at få betalt deres skolegang af staten, som vi gør i DK. Der er derfor mange fattige, som ikke har råd til at betale for at få deres børn i skole, og det er en af de ting, som Manos gerne vil gøre noget ved. Under Manos er der derfor et "Child sponsorship program".

To gange om året skal børnene skrive et brev til deres sponsor, hvor de ofte takker for den hjælp, de har fået, og der skal sendes et billede med af det enkelte barn. Den opgave fik jeg, så jeg har kørt frem og tilbage mellem Feedingcentrene de sidste par uger for at få børnene til at skrive breve og for at tage billeder af dem.

Efterfølgende har jeg oversat brevene fra spansk til engelsk, hvilket har taget mere tid, end jeg regnede med, da mit spanske ikke er 100 %. Men takket være Google Translater, er brevene nu oversat og ved at være klar til at blive sendt afsted.

Hvis du kunne være interesseret i at sponsorere et barn i Honduras, og dermed hjælpe det til at få en lysere fremtid, så tjek dette link: http://www.mehonduras.org/csp/forms/children_select.php