Tilbage i Danmark

D. 14. juli satte vi os i flyveren for at vende tilbage til Danmark. Det var vemodigt at sige farvel til vores dejlige venner i Tegus, men da vi landede i Billund d. 15. juli var det også skønt at se familie og venner igen.
Det sidste halve år har været en rejse, der har ført os gennem hele følelsesregisteret. Det har været udfordrende, spændende, hårdt, sjovt, sørgeligt, opløftende, men alt i alt en kæmpe stor oplevelse, som vi aldrig vil glemme. Vi vil gerne takke jer alle for jeres støtte i den tid, vi har været væk.
Inden afrejse nåede vi at holde en uges ferie på en lille ø, Utila, i det Caribiske hav. Vi havde planlagt to uger, men pga. den politiske situation, stoppede busserne med at køre i nogle dage, så vi kom ikke afsted som planlagt. Men vi fik dog en uge med afslapning, dykkerkursus og omstilling.
Vi vendte derefter tilbage til Tegus to dage før afrejse for at få sagt ordentligt farvel. Vores venner ville også sige ordentligt farvel, så de havde arrangeret et surprise-party for os. Det var en stor overraskelse. Det mest rørende var, at vores gode ven Melvin havde sparet penge sammen for at kunne købe ind og lave mad til alle. Det berørte os dybt...
Vi tænker fortsat meget på alle de dejlige mennesker, vi har mødt og lider stadig lidt af jetlag. Så der går nok lige et par dage, før vi rigtigt er landet i Danmark. Så er det godt, vi har lidt ferie, før vi starter på arbejde igen...

Det er godt nok ved at vaere et par uger siden, men d. 24. maj flyttede vi ind i volonbtoerlejligheden. Her er der billeder af vores stue, vores foerste gaester; Cathrine og Bent, og vores sovevaerelse. Vi nyder, at vi nu har vores eget hjem:)

Street ministry

Torsdag aften står på street ministry, når der er teams fra staterne eller andre besøgende i Alvins hus, hvilket der som regel er. Det foregår rent praktisk sådan, at vi smører en masse sandwich og blander 10 gallon saftevand. Derefter tager vi afsted med Alvin i hans ”van” og stopper 4-5 steder i byen, hvor gadebørnene plejer at holde til. Vi er altid ved nationalstadionet, floden, som deler byen i to, og en gade nær Alvins kirke, hvor mange af pigerne, der lever på gaden, sælger sig selv. Det er altid utrolig hårdt at være afsted, for man kan ikke lade være med at have medfølelse for de stakkels sjæle, der nat efter nat tilbringer livet utrygt på gaden.

Men det er fantastisk at se, når vi for eksempel holder ved broen ved stadionet, og Alvin har dyttet et par gange, hvordan mennesker, som ikke har meget at smile af, kommer frem og råber: ”Papi Alvin, papi Alvin”. De kommer smilende, giver knus og vil gerne snakke. Hvis nogen gik en tur på gaden om natten, specielt os hvide mennesker, er jeg sikker på, at de ville blive berøvet eller det, der er værre. Men når vi er med Alvin, sker der ikke noget, for alle kender ham, og alle ved, at han er i byen for at hjælpe dem.

Vi har været med på gaden en del gange nu, og gadebørnene er begyndt at genkende os og kommer hen og snakker og fortæller deres historier. Det er ikke småting, de fortæller, og det er ikke for sjov, de er løbet væk hjemmefra. Mange af børnene er blevet misbrugt af deres forældre eller andre familiemedlemmer, på den ene eller den anden måde.

På denne måde skaber Alvin relationer med gadebørnene og inviterer dem hen i hans kirke, hvor der er bibelundervisning, lovsang, syning og frisørskole, ”almindelig” gudstjeneste, vidnesbyrd og meget meget mere. Dette giver dem et håb om en bedre fremtid væk fra gaden, men også en lang kamp for ikke at falde tilbage til livet på gaden. Flere børn, der i en periode har været væk fra gaden, vælger desværre at vende tilbage til livet der. Det er ofte afhængigheden af lim, der driver dem tilbage. De sniffer stærk skolim eller trælim for at få følelsen af sult og kulde til at forsvinde, og den gør dem meget afhængige.

Alvin siger, at 1 ud af 80 klarer sig!

 

Sponsorbreve

Nu er jeg ved at være igennem ca. 100 spnsorbreve, som jeg de sidste par uger har arbejdet med.

I de 2 Feedingcentre er der ca. 100 børn, som hver har en sponsor. At de bliver sponsoreret betyder, at de to gange om dagen, morgen og middag, kan komme og få mad på et af de 2 Feedingcentre. Samtidig får de også betalt deres skolegang med alt, hvad der tilhører, dvs. uniform, skrivehæfter, bøger og alt, hvad man har brug for i et penalhus. Her i Honduras er de nemlig ikke så heldige at få betalt deres skolegang af staten, som vi gør i DK. Der er derfor mange fattige, som ikke har råd til at betale for at få deres børn i skole, og det er en af de ting, som Manos gerne vil gøre noget ved. Under Manos er der derfor et "Child sponsorship program".

To gange om året skal børnene skrive et brev til deres sponsor, hvor de ofte takker for den hjælp, de har fået, og der skal sendes et billede med af det enkelte barn. Den opgave fik jeg, så jeg har kørt frem og tilbage mellem Feedingcentrene de sidste par uger for at få børnene til at skrive breve og for at tage billeder af dem.

Efterfølgende har jeg oversat brevene fra spansk til engelsk, hvilket har taget mere tid, end jeg regnede med, da mit spanske ikke er 100 %. Men takket være Google Translater, er brevene nu oversat og ved at være klar til at blive sendt afsted.

Hvis du kunne være interesseret i at sponsorere et barn i Honduras, og dermed hjælpe det til at få en lysere fremtid, så tjek dette link: http://www.mehonduras.org/csp/forms/children_select.php

Costa Rica

I sidste uge var vi nødt til at tage ud af landet for at få fornyet vores visum, da det skal fornys efter 3 måneder. Så vi tog til Costa Rica, hvilket vi ikke har fortrudt.

Vi tog bussen, så det tog lige små 16 timer at komme frem, men det var billigt:)

Vi tog til en lille by, Manuel Antonio, som ligger ved "The Pacific Ocean". Vi lejede os ind på et lille hyggeligt hotel i regnskoven, og vi behøvede kun at gå 50 meter gennem faunaen, så var vi på den smukkeste bountystrand. Udenfor vores dør boede der masser af aber og liguaner.

Udover at nyde hinanden, stranden og det gode vejr, var vi på to ture. Den ene tur var en times gåtur gennem junglen med guide. Han var en sand naturkender, så vi fik set en masse spændende dyr, som vi aldrig har set før.

Den anden tur var også en tur gennem junglen, men set fra luften. Vi fløj over junglen på 11 svævebaner - Nogle længere end andre, nogle hurtigere end andre og nogle højere end andre. Den længste var 480 meter. Det var vildt, men vildt sjovt. Og jeg (Anja) tror faktisk, at jeg har over vundet min højdeskræk, for det var slet ikke så skræmmende (tak venner og familie, fordi i kurerede mig ved at give mig et faldskærmsudspring:)

Nu er vi så godt tilbage i Tegusigalpa og igang med arbejdet igen. Idag er vi flyttet ind i Cathrine og Bents hus ( et dansk par, som bor og arbejder i Tegus). De har et midtvejscenter, hvor der bor 8 teenagepiger, som skal sluses ud i den virkelige verden fra børnehjemmet Emmanuel. De hjælper dem på vej med undervisning og arbejde, så de i nærmeste fremtid kan flytte i egen lejlighed og klare sig på egen hånd.

Men Cathrine og Bent er idag fløjet til Danmark, hvor de bliver i ti dage, og vi har så lovet at se efter deres hus og pigerne, indtil de vender tilbage.

Det er endnu en ny og spændende udfordring...

Et lille hus blev saa fint...

I sidste uge var jeg og en anden volontoer hjemme ved en aeldre dame fra kirken og hjaelpe hende med at bygge til hendes hus og reparere lidt paa det gamle. Hun er meget fattig og bor i huset sammen med sin voksne soen, som er arbejdssoegende og hendes barnebarn som hun tager sig af. Det har vaeret vildt fedt at arbejde der for hende, for hun er saa taknemmelig og glad for det nye hus. Alvin har koebt alle byggematerialer til huset for nogle penge han har faaet gennem gaver.

Kasitas Kennedy

Har vi nogensinde fået fortalt om Kasitas Kennedy, et statsejet børnehjem i Tegucigalpa?
Vi gør, hvad vi kan for at tage derhen og hjælpe en gang i ugen. Der bor ca. 80 børn i alle aldre, og der er desværre ikke mange voksne til at tage sig af dem.
Børnene er på børnehjemmet, fordi deres forældre ikke kan tage sig af dem eller for at beskytte dem fra deres forældre, f.eks. er der børn, der bliver placeret der, fordi de ellers vil blive udsat for incest i hjemmet.
Børnehjemmet fungerer som en mellemstation, og det er ikke meningen, at børnene skal være der særlig lang tid, kun indtil der bliver plads til dem på et af de privatejede børnehjem. Desværre kan det godt tage flere måneder, før der bliver fundet en plads til det enkelte barn, og i mellemtiden er deres liv en form for opbevaring.
Ofte er det politiet, der kommer og afleverer børnene til børnehjemmet, fordi de enten har fundet dem på gaden, eller af en eller anden grund har været nødt til at fjerne dem fra forældrene.
I mandags, da vi tog på arbejde i Kasitas, oplevede vi, at to børn blev afleveret af politiet. Vi var hos babyerne, da der blev banket på døren. Døren blev åbnet af en af de ansatte, og to grædende drenge-brødre, blev afleveret ved døren. Den ældste af drengene lå på gulvet og vred sig, ville ikke have, at nogen tog ham op, den anden blev puttet direkte i bad grædende og fik derefter rent tøj på, mens storebroderen så kom i bad. Han havde nogle sår forskellige steder på ryggen.
De andre børn i huset var meget intresserede i de nye børn og ville alle tæt på den ældste af drengene, men han pressede sig op af væggen og så forskræmt ud.
Ingen ved noget om, hvor drengene kommer fra, hvad de har oplevet, og hvor lang tid de skal være på børnehjemmet. Dette er de vilkår, personalet må arbejde under.
Vi blev begge meget berørt af situationen. Det var svært ikke at fælde en tåre.