Costa Rica

I sidste uge var vi nødt til at tage ud af landet for at få fornyet vores visum, da det skal fornys efter 3 måneder. Så vi tog til Costa Rica, hvilket vi ikke har fortrudt.

Vi tog bussen, så det tog lige små 16 timer at komme frem, men det var billigt:)

Vi tog til en lille by, Manuel Antonio, som ligger ved "The Pacific Ocean". Vi lejede os ind på et lille hyggeligt hotel i regnskoven, og vi behøvede kun at gå 50 meter gennem faunaen, så var vi på den smukkeste bountystrand. Udenfor vores dør boede der masser af aber og liguaner.

Udover at nyde hinanden, stranden og det gode vejr, var vi på to ture. Den ene tur var en times gåtur gennem junglen med guide. Han var en sand naturkender, så vi fik set en masse spændende dyr, som vi aldrig har set før.

Den anden tur var også en tur gennem junglen, men set fra luften. Vi fløj over junglen på 11 svævebaner - Nogle længere end andre, nogle hurtigere end andre og nogle højere end andre. Den længste var 480 meter. Det var vildt, men vildt sjovt. Og jeg (Anja) tror faktisk, at jeg har over vundet min højdeskræk, for det var slet ikke så skræmmende (tak venner og familie, fordi i kurerede mig ved at give mig et faldskærmsudspring:)

Nu er vi så godt tilbage i Tegusigalpa og igang med arbejdet igen. Idag er vi flyttet ind i Cathrine og Bents hus ( et dansk par, som bor og arbejder i Tegus). De har et midtvejscenter, hvor der bor 8 teenagepiger, som skal sluses ud i den virkelige verden fra børnehjemmet Emmanuel. De hjælper dem på vej med undervisning og arbejde, så de i nærmeste fremtid kan flytte i egen lejlighed og klare sig på egen hånd.

Men Cathrine og Bent er idag fløjet til Danmark, hvor de bliver i ti dage, og vi har så lovet at se efter deres hus og pigerne, indtil de vender tilbage.

Det er endnu en ny og spændende udfordring...

Et lille hus blev saa fint...

I sidste uge var jeg og en anden volontoer hjemme ved en aeldre dame fra kirken og hjaelpe hende med at bygge til hendes hus og reparere lidt paa det gamle. Hun er meget fattig og bor i huset sammen med sin voksne soen, som er arbejdssoegende og hendes barnebarn som hun tager sig af. Det har vaeret vildt fedt at arbejde der for hende, for hun er saa taknemmelig og glad for det nye hus. Alvin har koebt alle byggematerialer til huset for nogle penge han har faaet gennem gaver.

Kasitas Kennedy

Har vi nogensinde fået fortalt om Kasitas Kennedy, et statsejet børnehjem i Tegucigalpa?
Vi gør, hvad vi kan for at tage derhen og hjælpe en gang i ugen. Der bor ca. 80 børn i alle aldre, og der er desværre ikke mange voksne til at tage sig af dem.
Børnene er på børnehjemmet, fordi deres forældre ikke kan tage sig af dem eller for at beskytte dem fra deres forældre, f.eks. er der børn, der bliver placeret der, fordi de ellers vil blive udsat for incest i hjemmet.
Børnehjemmet fungerer som en mellemstation, og det er ikke meningen, at børnene skal være der særlig lang tid, kun indtil der bliver plads til dem på et af de privatejede børnehjem. Desværre kan det godt tage flere måneder, før der bliver fundet en plads til det enkelte barn, og i mellemtiden er deres liv en form for opbevaring.
Ofte er det politiet, der kommer og afleverer børnene til børnehjemmet, fordi de enten har fundet dem på gaden, eller af en eller anden grund har været nødt til at fjerne dem fra forældrene.
I mandags, da vi tog på arbejde i Kasitas, oplevede vi, at to børn blev afleveret af politiet. Vi var hos babyerne, da der blev banket på døren. Døren blev åbnet af en af de ansatte, og to grædende drenge-brødre, blev afleveret ved døren. Den ældste af drengene lå på gulvet og vred sig, ville ikke have, at nogen tog ham op, den anden blev puttet direkte i bad grædende og fik derefter rent tøj på, mens storebroderen så kom i bad. Han havde nogle sår forskellige steder på ryggen.
De andre børn i huset var meget intresserede i de nye børn og ville alle tæt på den ældste af drengene, men han pressede sig op af væggen og så forskræmt ud.
Ingen ved noget om, hvor drengene kommer fra, hvad de har oplevet, og hvor lang tid de skal være på børnehjemmet. Dette er de vilkår, personalet må arbejde under.
Vi blev begge meget berørt af situationen. Det var svært ikke at fælde en tåre.

Hospitalsbesøg

Sammen med nogle piger fra USA tog jeg en dag i påskeugen på hospitalet for at besøge kvinderne og deres nyfødte babyer på fødegangen.

Vi havde tøj, bleer og tæpper med til alle. Når man som kvinde kommer ind for at føde, skal man betale 100 limpira (ca. 30 danske kroner) for at få lægehjælp. Når barnet er født, får moderen en seng og ikke meget mere end det. Hun skal selv medbringe tøj og bleer. Det er desværre ikke alle mødrene, der har råd til det, og så må deres nyfødte baby ligge i et tyndt stykke stof. Kan du forestille dig, hvordan det ret hurtigt kan blive beskidt?

Derfor kom vi med disse sager til de nybagte mødre og vi snakkede lidt med dem om, hvordan de havde det, og hvordan deres barn havde det. Mange af mødrene var meget unge, ned til 15 år. Og det ser man ofte her i Honduras.

Vidste du, at bananer vokser opad?! Skoert:)

Vores nyeste eje

Saa er det vist ved at vaere paa tide, at vi lader hoere fra os igen. Vi har i lang tid overvejet at koebe en motorcykel, da det vil blive meget nemmere for os at komme rundt uden at vaere afhaengig af andre. Saa det er sket. Vi er nu blevet de heldige ejere af en splinterny lille motorcykel paa 150 kubik. Det er ikke meget, men hovedsagen er, at den kan fragte os rundt. Og saa betalte vi kun 19.000 Limpira for den, hvilket er ca. 6000 danske kroner. Vi har derfor ogsaa beslutttet, at vi vil donere den til projekt Manos efterfoelgende. Saa har de kommende volontoerer ogsaa noget at koere rundt paa.