Kasitas Kennedy

Har vi nogensinde fået fortalt om Kasitas Kennedy, et statsejet børnehjem i Tegucigalpa?
Vi gør, hvad vi kan for at tage derhen og hjælpe en gang i ugen. Der bor ca. 80 børn i alle aldre, og der er desværre ikke mange voksne til at tage sig af dem.
Børnene er på børnehjemmet, fordi deres forældre ikke kan tage sig af dem eller for at beskytte dem fra deres forældre, f.eks. er der børn, der bliver placeret der, fordi de ellers vil blive udsat for incest i hjemmet.
Børnehjemmet fungerer som en mellemstation, og det er ikke meningen, at børnene skal være der særlig lang tid, kun indtil der bliver plads til dem på et af de privatejede børnehjem. Desværre kan det godt tage flere måneder, før der bliver fundet en plads til det enkelte barn, og i mellemtiden er deres liv en form for opbevaring.
Ofte er det politiet, der kommer og afleverer børnene til børnehjemmet, fordi de enten har fundet dem på gaden, eller af en eller anden grund har været nødt til at fjerne dem fra forældrene.
I mandags, da vi tog på arbejde i Kasitas, oplevede vi, at to børn blev afleveret af politiet. Vi var hos babyerne, da der blev banket på døren. Døren blev åbnet af en af de ansatte, og to grædende drenge-brødre, blev afleveret ved døren. Den ældste af drengene lå på gulvet og vred sig, ville ikke have, at nogen tog ham op, den anden blev puttet direkte i bad grædende og fik derefter rent tøj på, mens storebroderen så kom i bad. Han havde nogle sår forskellige steder på ryggen.
De andre børn i huset var meget intresserede i de nye børn og ville alle tæt på den ældste af drengene, men han pressede sig op af væggen og så forskræmt ud.
Ingen ved noget om, hvor drengene kommer fra, hvad de har oplevet, og hvor lang tid de skal være på børnehjemmet. Dette er de vilkår, personalet må arbejde under.
Vi blev begge meget berørt af situationen. Det var svært ikke at fælde en tåre.